1. August 1914

1. Verdenskrig bryder ud.

Havde travlt med at besvare alle de til Faderen ankomne lykønskningstelegrammer. Hans mente det var bedst rejse Hjem og oppebie Krigen hjemme. Arrangerede et og andet med Hensyn til den store Middag, der blev af en skummel uhyggelig Art, det første Uhyggestegn var en Meddelelse fra Delcomp om, at han ikke kunne komme, da han måtte til København for at hente sin Kone inden Preussen spærrer Storebælt, så kom Telefonbud fra Kontoret da der var kommet Ordre om Troppeudskrivninger, hver Gæst, der trådte ind ad Døren bragte sin Jobspost, alle havde spændte og bekymrede Miner, men som efter en indbyrdes Aftale så vi alle venligt smilende til hinanden. Jeg bød Moder Armen og gik ind, Fader fulgte efter med Fru Flisen, på sin anden Side havde han Rudolphine Salicath. Medens vi sad ved Fisken meldtes det mig at der ville tales med mig i Telefonen fra København. Noget ængstelig gik jeg ind i Kejserindestuen, det var Haffner, der meldte at han ikke kunne komme, grundet Krigen, Stemningen blev efterhånden noget lysere, Forældrene var charmante mod de Tilstedeværende og disse charmerede, særlig Bitten, Houmark og Sophy kom i en meget ivrig Samtale efter Bordet. Ved Cigarerne talte vi kun om Krigen og hvad der skulle blive af Danmark, så blev der [telefoneret] fra Kerteminde Avis, at Preussen havde sendt et Ultimatum til Danmark om for eller imod med Svar inden 12 Timer. Der lagde sig som en Mare over os alle, Fru Tillisch var ved at besvime, vi stod ude i Forstuen i sagte hviskende Grupper, jeg advarede meget bestemt Frøken Blumer, der ikke en Gang ved denne Lejlighed kunne holde sine tyske Sympatier i Tømme. Alle Gæsterne toge hurtig afsted, der er vist næppe mange her i Danmark, der lukker et Øje i Nat.

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Fotografi cirka 1910. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.

Emne
Årti