1. Juli 1937

Striden med Odense Teater.

Redaktør Paul Dreyer fra Fyns Stiftstidende var her til Frokost med sin nydelige unge Frue. Det er ikke til at tage Fejl af, at han og den øvrige Bestyrelse for Odense Teater er ubehageligt berørt af Rungwalds Aktion imod mig, den skader Teatret, idet den anstændige Del af Publikum misbilliger den Måde, hvorpå jeg, der gennem en Årrække har gjort så meget for Odense Teater, bliver behandlen. De stakkels Skuespillere bliver skubbet i Brechen som så ofte før, medens Rungwald og hans socialdemokratiske Hjælpere, der har støbt Kuglerne, nok skal hytte sig. Gik en lang Tur ved Søerne. ”Politiken” er så overstrømmende rosende overfor mit Forfatterskab, det går mig med dette Blad som det gik Fader, han kunne ikke lide det og blev dog altid venligt omtalt, Politiken huede en vis Respektløshed og Mangel på Autoritetstro hos Fader, det samme kan Bladet lide hos mig. Jeg synes ikke, at Schnedler-Petersens Efterfølger i Tivoli, Felumb, dirigerer godt, han gør det på en noget jappet Måde. Så synes jeg, at Koncertmesteren, Thomas Jensen, dirigerer bedre, han er en Svigersøn af mit Bysbarn, Syberg.

Skuespilleren og teaterdirektøren Helge Rungwald (1906-1960). Fotografi 1928. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti