12. November 1894

Vi fik i Dag Besøg af Hans Beck, der med den for sceniske Kunstnere ejendommelige Sangvinitet så det kgl. Teaters Fremtid under dets nye Chefer i de mest rosenrøde Farver. Han fandt den minutiøse Økonomi, der nu hersker, højst priselig og fandt de eventuelle Gagenedsættelser og Afskedigelser rimelige, hvor længe mon den Glæde vil vedvare. Becks Humør var som altid på Kogepunktet og med Gestikulationer og ivrigt Mimespil for han fra det ene Teateremne til det andet. Hos ham er der end ikke det ringeste Spor af Selvbeundring eller Skuespillervigtighed, han taler sjældent om sig selv og intet glæder ham som at høre sine dygtige Kollegaer roses. Jeg var ude at se til Gades med hvem jeg fik en gemytlig lang passiar. Til vor Abonnementsaften havde vi Henning Tondorf, der som ventelig var gjorde et dybt Indtryk på vore tres loge, Fru Graa svor på at hun ”ved den almægtige Gud” som hun plejer at sige, ikke ville lukke et Øje i Nat.