12. November 1942

Henrik fulgte mig hel[t] til Trappen op til Drachmannskroen, hvor jeg spiste en udmærket Middag, Formaden var Oksehalesuppe. De to Sangere sang smukt og gribende til Ære for mig Se det summer af Sol over Engen og de sædvanlige Gluntar. Og så i Riddersalen at se Strindbergs smukke æstetiske Svanhvide, som jeg nød i fulde Drag. Hans Henrik Krause var blændende dejlig som Prinsen og det inderlige i hans Spil, den Måde, hvorpå han sagde: ”Jeg elsker Dig”, hans dybe, romantiske Blik sagde, at han måske er Fremtidens Michael Wiehe; den nyopdukkede Frøken Arneson bliver vist også til noget betydeligt; ubegribeligt at Per Knutzon har kunnet få så meget ud af Sceneriet på dette diminutive Teater, særlig smukt var det at se den store Svane flyve hen over det vide Hav; man sad næsten på Scenen. Scenen hvor Prinsen og Svanhvide lå i Sengen med et Sværd imellem sig var af den fuldstændigste Renhed og Uskyldighed og æteriske Skønhed. Hilste i Mellemakten på flere litterære Notabiliteter, blandt [andet] på Holger Rørdam, der har oversat Svanhvide til det danske Sprog. Henrik ventede mig i Forhallen, og ved hans Arm gik jeg hjem.