13. Januar 1895

Om Morgenen var jeg henne at se til Sophus Scavenius, der fuldt påklædt lå og sov på Sofaen efter Nattens Udskejelser. Med Haffner, som jeg traf udenfor Porten fulgtes jeg til Vestervold, han skulle til en bedre Frokost hos Marie Treschow. I Nærheden af Dagmarteatret traf jeg Wilhelm Wiehe, der med den ham egne Bonhomie beklagede sig over at han stadig forgæves havde søgt mig hjemme hos mig selv, nu ville han ikke mere komme uden at være sikker på at træffe mig. Vi spadserede længe op og ned sammen på Boulevarden og snakkede om Teatret, der naturligvis er hans Liv og Lyst. Nu skulle Sigurd Slembe jo til at gå, og uagtet han som jeg beundrede dette Bjørnsons Mesterværk, tvivlede han om at det ville gøre Virkning på Scene, nu få vi se om han får Ret. Wiehe er så velgørende naturlig både på Brædderne og i det daglige Liv og i hans Begejstring for det Skønne er der ingen Falskhed, man føler, at alt hvad han siger kommer fra Hjertet. Han er en ægte Wiehe i Ordets bedste Betydning. Efter Frokost skrev jeg til Preben og gik mig en Tur.