13. November 1904

Aage Moltke på besøg.

8½ stod jeg op for at tage Afsked med Aage, der skulle med det tidlige Morgentog fra Ullerslev. Ved Teen spurgte han mig, om jeg ikke nok kendte hans Broderdatter Asta. Mon der lå noget bag ved det Spørgsmål? Så kørte han ud i den mørke Nat. Så tændte jeg min Lampe og læste, hvorpå jeg satte mig til at spille Pianola indtil jeg ved 6½ Tiden hørte Hauch rumstere i Spisestuen, så jeg gik ind til ham, der ikke blev lidet forbavset og formodentlig troede, at det var min sædvanlige Måde at leve på. En livlig Nat har det været for Folkene. Aage til Ullerslev 5, Hauch og Hansen til Kerteminde henholdsvis 6½ og 11. Jeg gjorde den ubehagelige Opdagelse, at Sørup 7 ¾ endnu ikke havde lukket op for Hønsene, men tværtimod sov. Det er ubehageligt at opdage Pligtforsømmelse hos sine Undergivne, det svækker Tilliden. Jeg var mærkværdig lidt træt hele Dagen; Aage var næsten ikke ude af mine Tanker. Om Aftenen læste jeg i Gøsta Berlings Saga om den gamle Grevindes Besøg hos sin Ungdoms Elskede, Præsten i Ekeby, jeg græd og hulkede under Læsningen.

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Udateret fotografi. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Sted
Årti