14. April 1939

”Mus og Mænd” på Riddersalen.

Sendte Karl Gustav de Papirer, jeg skal underskrive i Egenskab af Forlover ved hans Bryllup, men jeg lovede intet om at give ham flere Penge, han må vænne sig til at komme ud af med det, jeg giver ham hvert Kvartal. … Besøgte Houmark, der blev syg, medens jeg var der, Sveden brød ud fra hans Pande, det er vel hans syge Nerver, han gennemgår vist adskilligt mere end jeg, men min Plageånder, Tvangstankerne, der særlig forstyrrer mit Samvær med andre, har han dog vist ikke. Spiste hos Lary, bagefter var jeg i Riddersalen og så Teatrets store Succes Mus og Mænd af den amerikanske Forfatter John Steincke. Stykket er råt og uhyggeligt, men sikkert skildret af en Menneskeven; mon det er et Vink fra Gud om, at jeg skal tage til Lundsgaard og Langeland for at tage mig af dem, han har betroet til min Varetægt. Besekow er en fremragende Skuespiller og Iscenesætter, forbavsende som han i Løbet af en kort Sæson har oparbejdet dette lille Fjællebodsteater, der nu er kendt over hele Skandinavien! De sorte Fugle nåede kun to Opførelser, Folk vil for ingen Ting se de Stykker, der handler om den Krig, man mener snart skal komme. Teatret er lukket, og Fru Betty Nansen har lagt sig i Seng.

Skuespillerne Sam Besekow (1911-2001), Georg Larsen (1911-1988) og antageligt Kai Wilton (1916-1980) i Mus og mænd på Riddersalen. Fotografi 1939. Teatermuseet i Hofteatret

Emne
Årti