15. Januar 1916

Møde med Viggo Jarl.

Talte med Viggo om Morgenen i Telefonen. Havde Møde henne hos Carlberg angående Årsberetningen. Sad længe henne hos Komtesse Lerche, jeg fortalte hende om, hvad Viggo betød for mig. Jeg tror det er rigtigt, når hun siger at hun ikke er jaloux, derfor tror jeg også det er godt for Viggo og mig, at hun og han bliver Venner. Efter Aftale gik jeg ud i Tattersalen, hvor Viggo kom ridende hen til mig. Vi fulgtes derfra, Viggo var i den Stemning, jeg kender hos ham, hvor han er hundrede Mile borte fra mig, det er det, der gør Samlivet med ham så vanskeligt, ofte til en Pine? Men jeg må jo trøste mig med hans trygge Tillid til mig og til hans egen Følelses Styrke. Han sagde i går så ganske forbavset: ”Tror Du at jeg af Frivolitet kunne give Slip på Dig.” Og tænk at den Tanke ikke ligger ham fjern at opgive Hus og Hjem i Paris og blive her for at være mig nærmere. Jeg gik ud til Rørdam og havde en hyggelig halv Time hos ham, jeg undgik at tale om Viggo, dertil var jeg for forpint. Gik så hen til Albrecht Schmidt, der delte min Indignation over at Publikum fandt mere Behag i Æventyret end i Lægen på Skillevejen, men fra et fiskalt Standpunkt måtte han glæde sig over Æventyret, der rimeligvis ville gå Sæsonen ud. Spiste på Hotellet og læste i Herman Bangs Fortællinger til Sengetid.

Billedhuggeren Viggo Jarl (1879-1965) som ældre. Udateret fotografi. Privateje.

Årti