15. Januar 1945

For første Gang i lange, lange Tider skinnede Solen; jeg benyttede mig deraf til at indsuge dens Stråler på en Tur i min Have. Thygesen besøgte mig, lige ankommen fra Berlin; han udtalte det Paradoks, at man følte sig tryggere i Berlin end i København, idet der ikke fandt Sabotager Sted, så lidt som Mord, Overfald og Røveri som i Danmark; men der var til Gengæld Flyverangrebene. Thygesen fortalte om de forfærdelige Tilstande i Holland, Belgien og Luxembourg; han havde været i alle tre lande og set [på nært] på nært Hold Nøden og Sulten og Vreden mod Englænderne, der ikke havde holdt nogen af deres Løfter; de hollandske Krigsfanger i Tyskland var absolut ikke Tilhængere af Kommunismen. Fjenden var overalt jaget ud af Tyskland, og Tyskerne var trængt ind [i] Nabolandene. Man håbede på en Forståelsesfred, som også Englænderne var meget begærlige efter, da London og Sydengland var Genstand for forfærdelige Ødelæggelser. Om Ødelæggelserne i England havde Thygesen hørt gennem Lederen af Flygtningelejrene, Schweizeren Kreuger, der igen havde det fra den engelske Gesandt i Bern. Thygesen sagde, at Doktor Best efterhånden så med venlige Øjne på de Danske; det gjorde General von Hanneken og Chefen for S.S. i Danmark derimod ikke. Var henne hos Karl Gustav, der til min store Glæde bliver raskere og gladere; han håber endog på at kunne flytte hen på Amalievej i næste Uge. Min Søn var lidt betænkelig ved Avisernes ensstemmige Nedsablen af den nye Forestilling på Allé-Scenen, og vi morede os over ”Politiken” og ”Ekstrabladet”, der tager Præsterne og Moralen i Forsvar mod Rindom.