16. Maj 1912

Kong Frederik 8. dør.

Jeg havde endnu ikke læst Aviserne så jeg blev ganske bestyrtet, da Mettegang meddelte mig, at Kongen var død på Gennemrejse i Hamburg Tirsdag Nat. Nu havde Folket hjemme netop begyndt at slutte sig til ham, og man ville modtage ham så festligt og hjerteligt som muligt ved hans tilstundende Hjemkomst. At han mente det godt og elskede Danmark af sit Hjertes inderste Dyb, er der ingen Tvivl om. Personligt følte jeg mig mere tiltrukket af Frederik den ottende end af Christian den niende, jeg forstod ham bedre, selv om jeg anerkender den gamle Konges Højhed, der var smukt parret med en uimodståelig og uforklarlig Elskværdighed. Den stakkels Enkedronning, der tilbad mig. Mettegang forstod godt at jeg var stærkt grebet, og vi sad roligt hjemme efter dette Budskab. Han viste mig alle sine Billeder fra Rejserne til det indre Afrika og til Indien, fra hans Løve- og Tigerjagter. Han krammede også ud med de mange Ting, han havde hjembragt fra Rejserne. Så gik vi ud i Skoven og talte dybtforstående om vore Livsopfattelser. Vi var oppe på det Punkt, hvorfra man ser Preussen, Holland og Belgien løbe sammen i en Spids. Ligesom i Går spiste vi i Waldhotel.

Kong Frederik 8. af Danmark (1843-1912). Udateret fotografi af Lars Peter Elfelt. Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Emne
Årti