16. Marts 1917

”Kean” på Odense Teater.

Meget glad over at skulle til Odense. Tog afsted med 3 Toget, talte i Toget med Fru Bichel og om hvad andet end den russiske Revolution, den fylder jo alles Sind. Kom glad til det mig så kære Odense, gik gennem Kongens Have hen til Beyer at blive barberet og klippet, så hen at spise på Grand Hotel og hvile inden Teatret. Jeg så Kean, der blev udmærket spillet af den smukke og temperamentsfulde Carl Lauritzen, Henning-Jensen havde en god Maske som Prinsen af Wales. Jeg morede mig udmærket. I Foyeren under den store Mellemakt havde jeg en ejendommelig Oplevelse. Jeg talte med Mengel, der fortalte mig, at hans Broder fra Kina snart kom på Besøg herhjemme. Jeg spurgte ham ganske uskyldigt om Svigerinden var med, Preben havde jo fortalt mig, at han selv havde viet ham til en fransk Dame, Mengel så ganske rædselsslagen ud, hans Broder havde nemlig ikke meddelt nogen af Slægten sit Giftermål. Ved Garderoben efter Forestillingens Slutning talte jeg et Par Ord med Juel-Madsen. Havde så nogle hyggelige Aftentimer hos Marstrand. Sneen væltede ned og føj gennem Gaderne, da jeg gik hjem på Grand Hotel.

Odense Teater. Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti