17. April 1895

Om Morgenen ved 9-Tiden var jeg henne hos Marer og tilbragte nogle særdeles behagelige Timer, så var jeg henne hos Oberstløjtnant Edvard Nielsen for at lykønske ham til hans Fødselsdag. Talrige Gratulanter, Gaver, Blomster og Breve vidnede om hvor højt skattet den gamle Fædrelandsven er i hvide Kredse. Dette smigrer i høj Grad hans Forfængelighed. I Aften var der Fest på Det Kongelige Teater. Det er 60 År siden Fru Phister debuterede, tænk at den gamle 80-årige Dame har spillet medens Frederik 6. sad i sin Loge. Man fik Fru Phister at se i to af hendes Glansroller, nemlig som Hertuginden i Hvor man keder sig og som Godske i Den politiske Kandestøber. Det var naturligvis kun Brudstykker. Da Fru Phister viste sig brød der en Bifaldsstorm løs, der næsten ingen Ende ville tage og Bifaldet og Jublen gav sig Luft hver Gang hun med sin uforlignelige Slagfærdighed og komiske Kraft afleverede en Replik der kunne øge Begejstringen, særlig da hun på den for hende ejendommelige rørende Måde sagde til sin blåstrømpede Niece: ”Ja ser Du, jo ældre man bliver, jo mere klart står det for en, at det vigtigste her i Livet er at elskes og blive elsket”. Fru Phister kan få os Tilskuere til at le og græde på en Gang, og nu skal vi miste hende! Da Tæppet var faldet for Den politiske Kandestøber blev Jubilaren fremkaldt og efter at Bifaldsstormen var standset sagde hun med høj og kraftig Røst: ”Må jeg for første og sidste Gang i de 60 År jeg har virket ved denne Scene, sige nogle Ord til Dem på egne Vegne. Tak for den Opmuntring og den Godhed, der vist mig af Dem i de mange År og særlig nu År da jeg for sidste Gang virker i den Kunst, jeg elsker så højt. Tak og atter Tak.” Og så brast den gamle elskelige Kunstnerinde i Gråd, strakte Armene ud mod Salen som for at holde fast på det Folk, der i så mange Tider har jublet hende i Møde, Tæppet faldt. En underlig vemodig Følelse påtvang sig os alle.