Forestillinger på Dagmarteatret.
Dagmarteatrets Primadonna, Frøken Hornemann, har opsagt sin Kontrakt med Professor Riis-Knudsen, da hun ikke vil blive brugt i Resten af Sæsonen på Grund af Professorens nuværende Passiar for Frøken Blads Talent. Også den energiske og dygtige Sceneinstruktør, PA Rosenberg, har taget sin Afsked, da han også føler sig tilsidesat. Efter at have spist med Faderen, Holstein-Holsteinborg, Wedell-Wedellsborg, Moltke-Lystrup og Skeel gik Preben og jeg hen i Dagmarteatret til Premiere. Efter et tamt og ikke videre morsomt Stykke af Pailleron var gået over Scenen så vi Hauptmanns mørke, uhyggelige og fantastiske ”Drømmebillede” Hannele, der gjorde et sådant Indtryk på Tilhørerne, at enkelte endog besvimede. Af Bekendte i Teatret hilste jeg på P. Wedell, W. Wiehe, Thiele og andre. Vi nød vort Øl i Dagmarcafeen sammen med Wedell og Thiele med hvilke Herrer vi havde interessant og livlig Samtale.
Dagmarteatret. Fotografi 1883. Teatermuseet i Hofteatret.