18. Juli 1939

En vurdering af Neville Chamberlain og Adolf Hitler.

Yderst interessant Brev fra Preben fra London, han havde spist hos Chamberlain, der talte roligt og trygt om Situationen, mente ikke, der var nogen øjeblikkelig Fare for Krig, idet Hitler var klar over, at det var Englands og Frankrigs Alvor med Danzig. Preben havde spurgt Chamberlain, om han mente, at Hitler var gal, men det mente Premierministeren ingenlunde, men han gav en Skildring af Hitlers Optræden både i Berchtesgaden, München og Godesberg: Når Hitler blev sagt imod, for han op af Stolen, rev sig i Håret, løb op og ned ad Gulvet, det havde de rolige og adstadige Englændere, der fulgte med Chamberlain, opfattet som Galskab, men Premierministeren forstod, at den enestående Magt, han havde erhvervet i Tyskland, hans stadig succeser bevirkede, at han troede også, alle udenfor Tyskland måtte bøje sig for ham. Det knagede noget i Alliancen mellem Italien og Tyskland, der optrådte brovtende og anmassende overfor sin Forbundsfælle, flere af de ledende Fascister, deriblandt Balles, hældede mod England.

Den britiske politiker og premierminister Neville Chamberlain (1869-1940). Fotografi 1936. National Portrait Gallery, Storbritannien.

Emne
Årti