19. April 1895

Det var ”De unge Herrers Bal” i Aften. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ved denne Lejlighed skulle tale ud til Komtesse Moltke og spørge hende om hun ville være min Kone. Hun havde lovet mig anden Vals og var henrivende yndig; jeg kunne ikke få Lejlighed til at være ene med hende, og da vi så sad sammen inde i Balsalen, vovede jeg ganske sagte at sige til hende, at jeg var forelsket i hende og om hun ikke kunne gengælde mine Følelser. Så blev hun ildrød i Hovedet, så ned og svarede intet. Jeg bad hende indtrængende om et ja eller nej, men hun rystede på Hovedet. Nu ved jeg hverken ud eller ind og har ikke Udsigt til at tale i Enrum med hende i dette År, i Overmorgen rejser hun på Landet. Hvad skal jeg nu gøre? Jeg føler mig overbevist om at hun nærer Tilbøjelighed for mig.