19. September 1940

”Brudstykker af et Mønster” på Folketeatret.

Var Kl. 1 til Generalprøven på Folketeatret; det var et modbydeligt råt og slibrigt Stykke af Soya, Et Brudstykke af et Mønster; endnu uhyggeligere end Råhederne var Publikums rå Latter over de værste af Gemenhederne. Jeg tror ikke det var rigtig hvad min unge Sidemand sagde, at Damerne lo af Flovhed, så er Latteren ikke så skraldende. Kaj Munk har dannet Skole, hans perverse Lyst til at sole sig i uartige Ord smitter andre dramatiske Forfattere. Skade at en Skuespiller som Angelo Bruun skal ødsle sine Evner, Inderlighed og Troskyldighed i et sådant Stykke. Talte med Pastor Geismar, der ganske uopfordret udtalte, at han gav mig Ret i min Opfattelse af Kaj Munks Egelykke, han havde haft det Mod at sige det offentligt i sin Anmeldelse i Kristeligt Dagblad. Hjemme fik jeg et Par Ord fra Kirkehistorikeren Bjørn Kornerup, der udtalte sin Glæde over mit Angreb på Egelykke.

Skuespilleren Angelo Bruun (1898-1956) som ældre. Fotografi cirka 1955. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti