21. Januar 1895

I Dag spiste jeg på Phoenix med Fader, Scheel og Treschow Sannarp. Oppen-Schilden og Scheel var i sidste Øjeblik blevne tilsagte til Taffel hos Kronprinsen men knap en Time efter at de var kørte til Amalienborg sad de ved vort Bord på Hotellet. I Aften havde vi Abonnement i Dagmarteatret og Benjamin Pedersen fejrede sit 25-årige Jubilæum som Skuespiller. Først fremsagde Jubilaren en af Schandorf forfattet og ganske kort og beskeden Prolog dernæst trådte Publikums erklærede Yndling, W. Wiehe, frem og fremsagde Welhavens Digt Asgaardsreien. Med sin kraftfulde og klingende Røst, der kan gennemgå alle Nuancer, med svulmende Begejstring og varm Følelse tog Wiehe som altid Publikum fangen i sin Tryllekreds, vi følte os alle hævede ud over det hverdagsagtige og ind i en skønnere lysere Verden. Et helt vidt forskelligt Deklamationsnummer fulgte nu på. Sophus Neumann med sit evigglade og gemytlige Guttaperkaansigt viser sig og straks bliver Publikum stemt til Latter. Han læser H.C. Andersens morsomme og moraliserende Eventyr om Sommerfuglen, Frieri, og Elskværdighed, muntert Lune og et stænk af Melankoli strømmende os i Møde. Den gamle Slesvig-Holstener Hebbels borgerlige Skuespil Maria Magdalena med Bravheden og den patenterede Dyd på den ene Side og den sorteste Nederdrægtighed på den anden med Hæderligheden, Bonnertheden og Stædigheden i Midten fulgte nu efter. I dette interessante men altfor grådkvalte Sørgespil havde Jubilaren og Frøken Hornemann deres bedste Roller. Hvilken Sum af Anger og Fortvivlelse ligger der ikke i Frøken Hornemanns dejlige dybe Øjne og hvor gribes man ikke når man ser hende knæle for den infame Forfører og hører hendes hjerteskærende Bøn: ”Gift Dig med mig, gift Dig med mig.”