21. Marts 1945

Om Formiddagen gik en engelsk Flyvereskadre ganske lavt hen over mit Hus, så lavt, at man tydeligt kunne læse Royal Air. De gjorde voldsom Larm alene ved Flyvningen, men så kom der en ganske anden Larm, idet de engelske Banditter udkastede Bomber på må og få og drev deres Nederdrægtighed så vidt, at de skød med Rekylgeværer på Beboerne her i Villakvarteret, for Enden af Frydendalsvej styrtede den ene af de engelske Flyvere ned med et voldsomt Brag, og samtidig lød Detonationerne af de Bomber, der fra den nedstyrtede Maskine spredtes over Terrænet, lidt efter stod Sankt Josephs Søsters store Skolebygning i Flammer, Ilden bredte sig til begge Sider og bagud, den stadige Storm bidrog naturligvis til at øge Ildebranden, Luerne slog vældigt op i Vejret. Jeg blev grebet af Angst for mit Barnebarn, der går i Josephsøstrenes Skole, jeg bad straks Henrik telefonere, efter at Luftalarmen var ophørt, til d’Angleterre for at høre, om de der kunne give Besked om Drengen, men det var umuligt at få Forbindelse, i den Grad var Telefonerne aftagne, lige så lidt nyttede det at søge Forbindelse med Lises Lejlighed. Det var mig til megen Beroligelse, at Kehler telefonerede for at høre, hvordan det stod til og at han ville komme om en halv Times tid. Imidlertid så jeg til Huset, alle de store Ruder i de til Dagstuen var splintrede, Glastaget var sprængt, men underligt kun det underste Glas, ikke det øverste, inde i Biblioteket var den ene Rude gået i Stykker. Kehler fortalte roligt, og på sin sædvanlige Måde om Ulykkerne inde i Byen, hvor Shellhuset med de mange danske Fange var jævnet med Jorden, også Teknologisk Institut var ødelagt; også Kehler søgte at komme i Forbindelse med Karl Gustav, men uden Resultat. Vi gav os så til at tale om Forretninger, om Karl Gustavs Pengeforhold, Kommunen havde sat ham i en Skat til 6.000 Kr., og da hans Ophold på d’Angleterre må takseres til 8.000 om Året, kan det ikke siges, at de 16.000 han får af mig er for meget. Vi talte om de forvirrede Forhold på Allé-Scenen, Hr. Kehler mente, at Markvard ville blive ganske sat ud af Spillet, da Ib Schønberg kom til at dominere med Farcer og Revyer. Kehler mente, at Karl Gustav burde blive ved sin Bestemmelse om at flytte hen i Villaen på Amalievej medio April. Lidt efter at Kehler var gået, kom der Meddelelse fra Karl Gustav gennem Telefonen om at Hans var udenfor Fare og lidt efter kom min Søn med et ganske forstenet Ansigt, man kunne se på hans Øjne, hvad han havde gennemgået i de forløbne Timer. Han sad og spiste i Søpavillonen, da en tilfældig Bekendt kom ind og sagde til ham, at Josephsøstrenes Skole brændte, rædselsslagen for han ud, sprang op på Trinet af et Lastautomobil, der så ud til at køre i den rigtige Retning og kørte afsted, længere henne fik han fat i en rigtig Automobil og nåede Frederiksberg Allé, der kunne han ikke få andet at vide, end at de reddede Børn var anbragt i flere nærliggende interimistiske Skadestuer; Karl Gustav gik fra den ene Skadestue til den anden, og så på Allé-Scenen, og gik fra Seng til Seng, indtil han endelig fandt Hans aldeles uskadt, kun med noget Kalk i Håret, han tog straks Barnet med sig og bragte ham hen til Mormoderen, der fik et slemt Chok, da han kom bærende med Barnet, Huset, hvori Lis bor, var blevet ramt af de engelske Bomber, og da Lis slap ud af Beskyttelsesrummet stod Huset i Flammer, og alt hvad hun ejede er brændt. Hvor Karl Gustav dog elsker den Dreng; hans fuldkomne Naturlighed fornægter sig ikke et eneste Øjeblik.