21. November 1944

Forskelligt vedrørende krigen og teaterverdenen.

Arbejdede hele Formiddagen på en Afhandling om Arveprinsesse Caroline; Arbejdet interesserede mig højligen, og jeg mener, at Artiklen blev god. Så kom Karl Gustav, der blev glad over Gruppebillederne med ham selv og mig. Moderen var endelig kommet på Eneværelse på Kommunehospitalet; han havde talt med Frøken Weiding om at se at hun kunne få Orlov fra Det Kongelige Teater, så hun kunne spille Yrsa på Allé-Scenen. Karl Gustav var bestyrtet over, at nogle af disse forbandede Schalburgere havde myrdet en Ven af ham, Indehaveren af Hektor; Banditterne var trængt ind i Huset ved højlys Dag på Nyvej; de havde skubbet Moderen til Side og var trængt ind i Sovekammeret, hvor de myrdede den unge Mand, som lå i Sengen; de lod ham ligge, men kom igen en Time efter og tog Liget med sig; det hele blev set af Folk på Gaden, men ingen turde røre sig, så angst er Folk for Schalburgerne. Min Søn fulgte mig hen til Barberen til Henrykkelse for Svenden. Spiste en aldeles udmærket Middag i Drachmannskroen, behagelig underholdt af Jørgensen. Jeg fik at vide, at Erling Schroeder og hans Meddirektør Haagensen havde inviteret mig til Hamletpremieren, og at der stilles en Stol ind til mig; det var virkelig pænt af de to Herrer; der havde været udsolgt i en hel Måned. Jeg har set nogle af Verdens største Skuespillere spille Hamlet, men ingen så strålende som Erling Schroeder; jeg var vildt betaget. Tiemroth havde på en genial Måde iscenesat Dramaet på Danmarks mindste Scene. Teaterchef Haagensen var der, det betyder vist noget; også Prins og Prinsesse Viggo var der.

Skuespillerinden Lily Weiding (1924-2021). Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti