22. August 1939

Den tysk-russiske ikke-angrebspagt.

Den største Begivenhed i lange Tider er indtrådt, en Begivenhed, der vil have sådanne Følger, at de slet ikke er til at overskue: Rusland og Tyskland have sluttet en ikkeangrebspagt! Jeg blev stærkt betaget af Meddelelsen, der forhåbentlig vil betyde, at der ingen Verdenskrig vil udbryde: Med Rusland i Ryggen er Tyskland uovervindelig, så England holder nok Fingrene fra Fadet, så meget mere som dette Land nu ikke vil kunne udsulte Tyskland under en eventuel Krig, nu vil Tyskland kunne få alt hvad det skal være fra Rusland. Det er givet, at om et Par Dage besætter Tyskland Danzig og Korridoren; men hvad følger så derpå? Kommer Polens fjerde Deling? Jeg tror det ikke, for Stalin vil ikke have Rusland i Krig, for så er hans Herredømme forbi, en General vil gribe Magtens Tøjler. 

Ruslands diktator Josef Stalin (1878-1953) og Tysklands udenrigsminister Joachim von Ribbentrop (1893-1946) ved underskrivelsen af den tysk-russiske ikke-angrebspagt, 23. august 1939. Fotografi 1939. Det Tyske Forbundsarkiv.

Emne
Årti