23. Maj 1912

I København var vi allerede inden 5. Jeg gik først hen at lade mig klippe og barbere samt købe hvide Handsker inden jeg gik til Kronprinsessegade. Begge Forældrene var stærkt grebne af Kongens Død. Sindsbevægelsen havde taget på Moder, hun havde stadig måtte trøste den stakkels lille Prinsesse Dagmar, hvis to Søstre ligesom udelukkede hende og lod hende ene med hendes Sorg, de to er jo jævnaldrende og have altid holdt sammen. Både Prinsesse Thyra og Prinsesse Dagmar følte dem allerede ganske rådvilde, de var jo vante til altid at holde dem til deres Fader, medens Moderen intet gjorde uden først at spørge Kongen til Råds – nu er hun allerede begyndt at spørge den nye Konge til Råds. Alle Børnene, med Undtagelse af den nye Konge, holdt sig til Faderen, der jo egentlig var meget egoistisk i dette Forhold: For at beholde Prinsesse Thyra afviste han flere meget præsentable Bejlere til hendes hånd, således i sin Tid Hertugen af Weimar-Eisenach og Fyrsten af Hessen-Philipstal. Moder bevarer sin Stilling hos Enkedronningen, det er nok en Skik at den til enhver Tid værende Enkedronning beholder sine Damer. Enkedronningen havde i Formiddags kaldt Moder op for at sige til hende, at noget af det sidste den afdøde Konge havde sagt til hende var følgende: ”Jeg synes så godt om Frits Ahlefeldt, ham skal Christian bruge når han engang bliver Konge.” Jeg blev både glad og smigret over denne Udtalelse af Kong Frederik 8. Moder skulle repræsentere ved Taffelet for de fyrstelige Gæster, der er ankomne til Bisættelsen, og kom om Aftenen hjem fuld af interessante Beretninger; hun havde haft den tyske Kronprins til Bords, han havde mindet om sin Grandtante, afdøde Grevinde Holck-Winterfeldt. Han var meget åbenhjertig og ungdommeligt livlig.