24. Januar 1895

Da jeg havde været hos mine to Manuduktører gik jeg ind på d’Angleterre, hvor jeg spiste Frokost. I tykt Snevejr gik jeg hjem til Nørre Farimagsgade og satte mig til at læse. Der kom Forlovelseskort med Navnene Komtesse Dagmar Danneskjold og Frantz Schack, den sidste er for Tiden Legationssekretær i Petersborg. Jeg gik hen at se Ibsens Vildanden. Vildanden var det Stykke hvori Henrik Ibsen begyndte at blive uklar, man forstår ikke om Digteren vil give Unge Werle Ret i [at] rive Familien Ekdal ud af ”Livsløgnen” og derved gøre dem ulykkelige eller om han holder med Doktoren, der vil lade dem blive i Livsløgnen og dermed i den rolige Lykke. Det forekommer mig at Emil Poulsen lagde for megen Vægt på det komiske i Unge Ekdals Figur, Olaf Poulsen var helt ud tragisk som den gamle ødelagte Fader, denne Skuespiller slår for Resten mere og mere ind på det alvorlige Rollefag og Karakterfaget. For Jerndorf faldt unge Werles Roller i Stumper og Stykker. En fuldstændig Tilfredsstillelse var det at se Damerne. Fru Hennings, der spillede den 14-årige Hedvig, græd som et ungt uskyldigt Barn og smilede snart igen, den lille muntre Pige var i stadig nervøs Bevægelse og sprang fra den ene Sindsstemning til den anden. Fra hendes Øjne lyste den reneste, yndigste Barnlighed, man kunne græde bare ved at se på disse Øjne. Også Frøken Anthonsens Gina Ekdal er hævet over enhver Ros. Gina var så inderlig troværdig, jævn, menneskelig.