24. Juli 1914

Viggo Jarl kommer på besøg.

Albrecht Schmidt og jeg spillede Tennis om Formiddagen, Houmark kom til Frokost for at tage Afsked med Schmidt, der tog afsted med 3.20 Toget, og så kørte Houmark og jeg ned til Svendborg for at hente Viggo. Jeg gik alene op på Højskolehjemmet og traf straks Viggo og Herzfeld, rørende så god Viggo har været mod den unge Mand. Houmark satte sig foran hos Chaufføren, der var henrykt over at se Viggo, hos hvis Forældre han har været Chauffør. Jeg sad så ved Siden af Viggo, og vi følte begge, at vor Kærlighed var taget til i Styrke under Adskillelsen. Ved Kværndrup steg vi ud for at se på Monumentet for min gamle Ven, Oberst Edward Nielsen. Havde et Par Accidents undervejs, en Vogn var nær løbet i Grøften, på en anden knækkede Hesten Vognstangen, Viggo og jeg sprang af og holdt på den meget urolige Hest, det var ud for Svendsens, nær Rørbæk sprang Forhjulet, medens vi vare i fuld Fart at vi var nær gåede i Grøften. På Lundsgaard trak Houmark sig pænt diskret tilbage, jeg førte Viggo op på den grønne Stue, hans dejlige Øjne strålede af Lykke. Vi gik ned i Klaverstuen og sad tæt omslyngede på Sofaen, vi klædte os ikke om til Middag, Glæden hvilede fysisk på mig, så jeg kunne ikke spise og troede jeg skulle blive syg, Houmark sagde så pænt til Viggo, at han i Fremtiden måtte tvinge mig til at spise, for det gjaldt mit Helbred. Efter at have siddet et Øjeblik på mit Værelse gik vi op på Klinten og fulgte Houmark hen på Rekreationshjemmet. Viggo og jeg sværmede i Parken, satte os på den hvide Bænk ved Svanehuset under den store Kastanje og der fejrede vi Kærlighedens store Orgie.

Billedhuggeren Viggo Jarl (1879-1965) som ældre. Udateret fotografi. Privateje.

Sted
Årti