25. December 1913

Konseilspræsident J.B.S. Estrup dør.

Bladene melde, at Estrup er død. Det går næsten lige så upåagtet hen som i sin Tid, da Hall døde, jeg hørte dengang til Ungdommen og jeg tænker den nuværende unge Generation føler lige så lidt ved Estrups Død som vi Unge dengang ved Halls. Jeg kunne godt lide Estrup, der altid var venlig imod mig. Endelig i Dag kom Kulden og oven i Købet med bidende Blæst, jeg kan straks mærke det på mit Befindende, men hvad, Estrup blev 89 med svage Lunger, så må jeg også håbe. Havde en overordentlig rar og hyggelig Aften, jeg læste dels i Herman Bahns O Mensch og i Kaptajn Grants Børn, når man læser i Jules Vernes Bøger føler man det som om man selv var på Rejse, det råber så livligt som Kontrast til den stille lune Stue og Lampens Skin.

Politikeren og konseilspræsidenten J.B.S. Estrup (1825-1913). Fotografi af Peter Elfelt efter 1900. Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Emne
Sted
Årti