25. Januar 1942

Situationen på Betty Nansen Teatret.

Klokken 12 frøs det 16 (Seksten) Graders Reaumur, mærkeligt tre Vinter i Træk, Krigsvintre, Polarkulde, en Ulykke kommer aldrig alene. Karl Gustav kom Kl. 3 og medbragte Krokus samt nogle Prøvebilleder, hvoraf jeg skulle vælge to, der lignede ham, og her som altid var han aldeles naturlig. Karl Gustav var ængstelig for Fru Betty Nansen, der er meget medtaget af al Modgangen, hun taler ikke altid helt Klart og fornuftigt udenfor Scenen, Karl mente, det kunne komme af alle de Sovemidler, hun tager for at få Ro, i Reglen går hun rundt på Teatret uden at tale til nogen, til Tider ligger hun i Sengen til ud på Eftermiddagen, men under Prøverne og Forestillinger vender hele hendes Kraft og Energi tilbage. På Teatret hersker der en dyster Stemning, der betales ingen Gager ud, da Kassen er tom, nu kommer der da for Resten en af Dagene Penge fra mig; ingen ved Teatret ved, om han er købt eller solgt. Karl Gustav er ked af, at han ikke kommer til at spille Don Carlos på Frederiksberg Teater; han kastede sig over den danske Oversættelse, som jeg har. Karl Gustav havde haft nogle Kollegaer hjemme hos sig til Te i går Aftes, derfor var Lis ikke til Premieren, hun havde travlt med Forberedelserne. Knud Rex og hans Kone havde været der, Konen har en Systue, han skal være så rar; det kan man da se på ham; han og Karl Gustav have Påklædningsværelse sammen på Teatret.

Skuespillerinden og teaterdirektøren Betty Nansen (1873-1943) som yngre. Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti