26. Maj 1940

”Gift – eller ikke?” på Frederiksberg Teater.

Det er ikke billigt at være et omvendt Menneske og navnlig ikke at høre til Indre Mission, Præsterne flår mig til Skindet; men Pengene går dog til gode Formål, religiøse og velgørende; den værste Blodigle er dog Bartholdy. Når jeg ikke har mere at give af, må jeg til at sælge Familieportrætterne ovre på Tranekær; havde en Del Skriveri i denne Anledning. Var ude at se Karl Gustav i Priestleys morsomme, men ganske tomme Er vi gift, eller ikke. Karl Gustav så udmærket godt ud og spillede friskt; morsomt som Kjærulff-Schmidt udvikler sig som diskret komisk Skuespiller; i Odense havde han Ambitioner i Retning af Tragedien, jeg skaffede ham dengang Olufs Rolle i Oehlenschlägers Dronning Margareta. Morede mig godt og blev oplivet i Sindet; rart at komme til at le, det er så sjældent i disse Tider. Gik hen at spise Middag hos Lorry, det var første Gang i lange lange Tider, at jeg spiste udenfor Terminus, nød de smukke Omgivelser ude og inde, friskt og grønt i Haven; Maden udmærket, særlig Isen. Det var en rar Dag, mon det var syndigt?

Skuespilleren Helge Kjærulff-Schmidt (1906-1982). Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti