27. Oktober 1914

På besøg hos Albrecht Schmidt.

Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind. Han fortalte om Arnold, den fremragende Skuespiller hos Reinhard i Berlin, han var død af Forpinthed over at skulle spille Komedie medens alle de navnløse Rædsler foregik på Krigsskuepladsen. Tog Bad på Anstalten, mødte Forældrene på Østergade og fulgtes med dem til Frugt-, Blomster- og Konfekthandlen. Fru Tobiesen, Mimi og Haffner var her til Middag, der blev kun talt om Krigen, om hvorledes Lindetræ er blevet så dyrt da det med Forkærlighed bruges til Træben, ak den forfærdelige Krig!

Skuespilleren og teaterdirektøren Albrecht Schmidt (1870-1945). Fotografi cirka 1900. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti