Forskelligt vedrørende teater.
Karl Gustav kom op til mig om Morgenen, Besøget på Stensballegård var blevet aflyst på Grund af Fru Holm født Hegermanns Død; Karl Gustav meddelte mig, at Don Carlos var udskudt indtil videre, og kom Tragedien Først frem omkring første April var det for sent på Sæsonen. Direktionen ville gerne tale med mig om Sagen; jeg vil så foreslå en af de andre Ønskeforestillinger, f.eks. Yrsa og Rust. Var til Generalprøven på Folketeatret og så Himlen er blaa, og Græsset er grønt af den ultramoderne russiske Forfatter Konstantin Simonof. Stykket foregår ifjor og virker slet ikke fremmedartet, endnu mindre kommunistisk, kunne tildels lige så godt foregå i Danmark. Havde i Mellemakterne interessante Samtaler med Fru Gerda Christophersen; hun gengav en Samtale hun havde ført med Kaj Munk et År før Digteren døde; hun havde sagt til Munk, at hun misundte alle de unge Piger, der gik uberørte til Brudeskammelen og hjemførtes af den Mand, de elskede; dertil havde Kaj Munk bemærket, at ingen ung Pige i Danmark gik mere til Brudeskammelen uberørte, ikke engang de unge Piger, der blev viede til Præsten. Arveafgifter havde slugt det meste af Munks store Formue men hans Enke havde store Indtægter, således havde Fru Christophersen, da hun turnerede i Provinserne med Niels Ebbesen, hver Uge sendt Fru Munk et Honorar på 2.000 Kroner. Fru Gerda talte med lidt betinget Sympati om min Søn, hun sagde, at han som Menneske var all right, og at han havde Talent, men hans Selvglæde og Selvtillid bevirkede, at han næsten var uimodtagelig for Råd fra ældre erfarne Mennesker; han havde desuden engang svaret hende næsvist, da hun gjorde ham opmærksom på, at hans Bakkenbarter i Grundtvigs Rolle sad skævt, hvortil han svarede: ”De sidder, som de skal.”
Skuespillerinden og teaterdirektøren Gerda Christophersen (1870-1947). Udateret billede. Teatermuseet i Hofteatret.