29. November 1905

Nu er jeg ganske alene og knuget af Savnet. Det er fortvivlende, at disse 3 Dage er forbi, nu skal jeg igen tilbage til det evige gråt i grå, men jeg har Minderne om hans Besøg, dem må jeg leve på. En Bænk skal anbringes på det Sted af Klinten, han har valgt, og Bænken skal så længe jeg lever være ”Aages Bænk”. Efter Te var Aage og jeg oppe hos Hans Christensens, der var henrykte over hans Besøg. Så spiste vi Frokost, og halv tolv kørte han ad Ullerslev til. Jeg kunne ikke blive roligt på Lundsgaard, jeg måtte have Luft for min forknytte Stemning og gik da også i stærk Fart ud på Hindsholm op på Munkebo Bakke og helt ud til Odense Fjord. At færdes ude i Naturen har altid hjulpet mig, så jeg kom nogenlunde rolig hjem, men var hele Aftenen naget af Savnet og kunne ikke holde Tankerne sammen ved Læsningen. Tankerne gik på Flugt efter Aage. Jeg må se at tage mig sammen.