29. September 1901

”Lohengrin” på Det Kongelige Teater.

Jeg var om aftenen henne at høre Lohengrin. Skønt jeg har hørt Opera i Gud ved hvor mange Byer Verden over har jeg dog ingen Tenor hørt, der kunne nå op imod Herold i Stemmecharme og dramatisk Begavelse. Udførelsen var i øvrigt ikke absolut i den wagnerske Stil, de Agerende toge om jeg så må sige lidt for let på deres Partier. Den, der var mest i stor Stil, var egentlig Nissen som Kongen, nærmest ham kom Frøken Krarup. Hansen som Ortrud. Absolut uheldig var Lincke som Herolden, af denne fordres der jo kun at han med høj og kraftig Røst skal smælde sine Strofer ud således at de høres langt bort, og høj og kraftig Røst er netop det, der mangles den sølle Lincke. Fru Johanne Bruun, hvis Stemme er god nok, når den kommer i Højden, kan overhovedet ikke klare sig, når Tonerne ligge i de lavere eller mellemste Registre, og så en Elsa, der synger på et simpelt hvislende Københavnsk. 

Operasangeren Vilhelm Herold (1865-1937) i Lohengrin på Det Kongelige Teater. Fotografi 1901. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti