30. August 1896

”Don Juan” på Dagmarteatret.

Forældrene ligge ude på Rheden med Gæa. Jeg var derfor sammen med Preben ude at besøge dem. Vi kørte alle 4 ud ad Strandvejen. I Taarbæk besøgte vi Alfred Benzons. Hvor er den permanent hvidklædte Fru Benzon dog yndig. Udsigten fra Vinduet ud over Øresundet havde Fruen til Hensigt at ødelægge ved at borthugge to Bøgetræer, der hindrede hende i at se når hendes Mand kom sejlende hjem på sin Kutter. Preben og jeg spiste Middag på Gæa og kørte så ud til Dagmarteatret for at se Molières Don Juan. At en så ung og urutineret Skuespiller som Neiiendam ikke kunne magte denne Kæmperolle kunne man sige sig selv, men han bliver nok til noget alligevel. Neumann var Sganarelle og – mærkeligt nok – ikke overdrevent morsom, det er første Gang. Det er først og fremmest fordi han ligesom sin Kollega Olaf Poulsen vil værge sig imod at blive antaget for Farceskuespiller og derfor frygter han af og til for at slå sig rigtig løs, hvad han uden Skade kunne have gjort her. Vi sad længe og passiarede med de kære Graaes inden vi gik til ro.

Skuespilleren Nicolai Neiiendam (1865-1945). Fotografi 1901. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti