30. Juni 1914

Der var et rart Brev fra Komtesse Lerche, hun forstår mig så godt. Viggo kom ned til sædvanlig Tid, vi talte sammen om filantropiske Foretagender; da der blev en lille vemodig Pause, tog Viggo mig i sine Arme og sagde: ”Tak for de dejlige Dage!”. Automobilet kom Kl. 11. Vi afhentede først Houmark og susede så over Odense ad Bogense til. Under hele Turen så Viggo hvert Øjeblik kærligt på mig og tog mig stadig i Hånden, det var en romantisk Tur. I Bogense steg vi af udenfor Hotel Bogense og gik så en Tur ned til Havnen, hvor den Motorbåd, jeg havde bestilt til Viggo og som skulle sejle ham over til Barritskov til Knud Schack, lå sejlklar, vi gik også ad den lige Sti langs Stranden til Kirken. Så gik vi hen til Hotellet og spiste Frokost, det var måske nogle af de skønneste og poesifuldeste Øjeblikke fra de 3 uforglemmelige Dage, Viggo kunne ikke få sine dejlige Øjne bort fra mine, alle 3 vare vi vemodigt stemte. Så ned til Havnen, hvor vi tog Afsked, jeg gik langsomt efter Skibet der bevægede sig gennem den lange Havnekanal, da Viggo så det lod han Maskinen standse for at sige mig Farvel en Gang til, det var en så smuk Tanke af ham. Jeg satte mig ud på Havnemolens yderste Spids og fulgte Båden med Øjnene, til sidst var der kun en ganske lille Plet, der gled længere og længere over mod den jyske Kyst, men endnu syntes jeg kunne se den elskede Viggo stå og svinge med Hatten. Jeg gik tilbage, og Houmark og jeg steg ind i Automobilet. Det hjalp på mit tunge Savn at have ham med, thi med ham kunne jeg tale hele Tiden om Viggo. Houmark priste mig lykkelig fordi jeg var elsket af Viggo, nu ville al Tomhedsfølelse svinde af mit Liv, jeg skulle blot have fuld Tillid til Viggo. Selv var han nedtrykt og ønskede at dø når han havde fuldført de litterære Arbejder han var i Gang med, en af de største Glæder i hans Liv var at have befordret Viggos og min Kærlighed. Da jeg kom hjem til de tomme Stuer på Lundsgaard, hvor alt mindede mig om Viggo, kom Længslerne således over mig, at jeg måtte ud, jeg gik da ned i Hønseriet og i Haven, hvor der var mange Fremmede. Om Aftenen kunne jeg ikke få Ro, men måtte sætte mig op i Viggos Stue og derfra se ud over Havet.