4. Marts 1941

Jeg gad vidst, om det ikke var rigtigt, hvad Ellen Beck sagde i Søndags henne i Frederiksberg Teater, at det vist er forkert, når Plakaten angiver Gustav Wied som Forfatter til Hendes gamle Nåde, der i sin dybe Alvor er så forskellig fra Wieds sprælske Muse. Men der var dengang i Halvfemserne en Litterat, der hed Fristrup og som var dygtig til at tilskrive Dramaer, mon han ikke skulle have tilskrevet Slægten og dramatiseret den? Da jeg stod nede i Forhallen og fik byttet Penge hos Boghandlersken, stod Karl Gustav der, meget i Vinden for ikke at komme for sent [til] Eftermiddagsforestillingen, han havde været med Lis i Halle, og, som han sagde, de var altid så tjenstvillige overfor ham på Terminus, og derfor havde han bedt dem skaffe sig en Vogn; jeg tog dem med i min Vogn begge to, Karl Gustav var blændende dejlig. Jeg overværede Generalprøven på Jeppe på Bjerget i Folketeatret, hvor Carl Alstrup havde nået sine Ønskers Mål, at spille Jeppe; han spillede dyster Tragedie, hvad der næppe er i Holbergs Ånd, denne stærkt idealiserede Jeppe bliver for stærk en Kontrast til den baroniserede Jeppe, der straks forvandles til en Bøddel; men Alstrup havde fået Medhold af Sceneinstruktøren, Nicolai Neiiendam. Meget fornuftigt af Angelo Bruun at bryde med den dumme gamle Tradition, der lader Baronen færdes på de opblødte Markveje og på Møddingen i Silkeskrud og Lakssko med sorte Hæle. Talte i Mellemakten med Julius Clausen, med hvem jeg talte om Karl Gustav Olsen. Julius Clausen var sådan et underligt påtaget Væsen, sådan som om han spillede den overlegent distræte Verdensmand; han var i øvrigt altid meget forekommende overfor mig oppe i Det Kgl. Bibliotek. Forestillingen var forbi Kl. 3½, så jeg kunne gå en Tur inden Middag i Parkerne.