5. April 1889

En mulig tur til København.

Da jeg i Morges efter en lang Søvn vågnede mærkede jeg ikke mere noget til Forkølelse, Tæpperne havde ligget rolige i Nat og Prebens Seng havde stået tæt op til min. Men jeg var bare tørstig, var så letsindig at drikke nogle Glas Vand, kom derved i Sved, blev igen afkølet da jeg måtte rejse mig over ende for at drikke Teen. Så begyndte jeg at få en lille Smule Snue, hvorpå jeg dog ikke tænkte videre. Så kom Morgenavisen, o Fryd og Glæde! på Søndag går Dronning Margareta. Så må jeg da om Mandagen, Kongens Fødselsdag, i Dagmarteatret, der går Scribes Bagtalelse eller Badet i Dieppe, hvor jeg glæder mig! Jeg har ikke længe glædet mig til nogen Københavnstur som til denne, det kan jo også være morsomt at bo hos Bedstefader, jeg synes ikke, man er så bunden der. Bare nu ikke Forkølelsen bliver værre når jeg kommer ud. Da Doktoren kom ved Frokosttid, sagde han, at jeg godt kunne stå op lige på Øjeblikket, da jeg ikke havde Spor Feber og da Halsen var rask. Jeg stod op og følte mig udmærket vel derved, men straks begyndte en Generalsnue, som varede hele Resten af Dagen til min store Ærgrelse og Skræk for Ferien, men den raser nok ud i Dag, mine Anfald af Snue have sjældent Varighed. Jeg har læst alle mine Lektier og vil nu gå i Seng Klokken ni.

Dagmarteatret. Fotografi 1883. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti