5. Oktober 1940

Den tyske Generalkommando har nu tvunget igennem, at Christmas-Møller er blevet afskediget, han var mistænkt for engelske Sympatier, det har hans mere praktisk anlagte Efterfølger som Handelsminister næppe. Thygesen var oppe hos mig om Eftermiddagen; han trænger ikke alene til min økonomiske Støtte, men også til min åndelige Vejledning, for han er noget svajende og usikker, men hans Tro er vist ægte nok; vi bad sammen, inden han gik[,] han bad smukt og følt, talte meget om mig i Bønnen. – Nu fortæller Telegrammerne, at lord Beaverbrook er fløjet til Berlin for at indlede Fredsforhandlinger; ifald det er sandt, hvad det rimeligvis ikke er, vil det såmænd ikke nytte, nu er det Tysklands Tur til at være uimodtageligt for Fredstilbud, Tyskland vil have England til at kapitulere, ligesom Frankrig gjorde det i Juni. Tyskland bliver stærkere og stærkere, for nu lader det til, at Frankrig er ved at blive dets Allierede, en mere naturlig Alliance, for Englænderne, og ikke Tyskerne, er Frankrigs Arvefjender; og Frankrig er desuden opbragt over, at England fik det lokket ind i Krigen. Ved Middagen kom Henriksen hen og takkede så pænt for Tøjet jeg havde foræret ham.