6. September 1895

Henny Moltke (1873-1954) afviser Frits Ahlefeldt-Laurvigs frieri.

Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende. Jeg trængte mig ind på hende. Hun svarede at hun holdt ikke nok af mig. Det var jo ren Besked, og vi gik tavse gennem den illuminerede Park op til Svanholms Hovedbygning. Hun er altså et almindeligt koket Pigebarn, hele Historien har for hende været en Spøg! Der var intet at mærke på hende hele Aftenen, hun dansede af Hjertens Lyst efter at Brudeparret var kørt bort, jeg kunne i min trykkede Sindsstemning ikke bekvemme mig til som hun at hoppe rundt på Gulvet og jeg skjulte mig derfor i en Krog, men det skulle jeg ikke have gjort, thi nu mærkede de 60 Bryllupsgæster, der hele Dagen øjensynligt havde ventet på at der skulle blive til en Forlovelse, at det var gået i Stykker. Nu bliver der da en Rasen i begge Parters Familie, i min vil det blive betragtet som en uforskammet Udfordring og i hendes vil man hyle over at hun har ladet det bedste Parti i Landet gå fra sig. Forældrene tog tilbage til Gæa, der lå ved Frederikssund, det var vist en Dumhed at jeg ikke tog med. På Moders Øjne kunne jeg se, at hun havde opdaget det hele. 

Lensgreven og forfatteren Frits Ahlefeldt-Laurvig (1870-1947). Udateret fotografi. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Sted
Årti