7. April 1931

Forskelligt vedrørende Odense Teater og Det Kongelige Teater.

Havde en længere Samtale med Redaktør Nielsen angående Situationen, desværre bliver der temmelig sikkert lockout. Var i god Tid færdig til jeg skulle køre til Odense og tog afsted Kl. 2. Havde en meget lang Forhandling med Direktør Thorvald Larsen angående Teatrets Repertoire i næste Sæson, vi talte om Opførelse af Oehlenschlägers Hakon Jarl, Schillers Don Carlos, og Mussets Marianne, og så foreslog jeg noget som Direktøren naturligvis fandt meget dristigt men samtidig egnet til at vække megen Opsigt, en Opførelse af Grundtvigs Påskeliljen efterfulgt af Heibergs De Nygifte, der aldrig har været bragt frem på en Scenen. Det vil betyde meget for Teatret, at Frøken Clara Schwartz er blevet engageret, hun vil blive en god Tora fra Rimol. Thorvald Larsen gav mig Ret i, at Poul Reumerts Indbildt Syge var ret forfejlet. Legatet skal Axel Bro og Fru Ingeborg Skov have. Direktøren gav mig en Skildring af, hvorledes det var Fagforeningspolitik, der havde drevet Borgbjerg til at afskedige Adam Poulsen, det var Trusler fra de underordnede Funktionærer på Det Kgl. Teater, der havde gjort Udslaget; Borgbjerg havde indvævet sig i et komplet Væv af Løgne. Den ulykkelige Adam Poulsen var næsten blevet jaget i Døden af Intriger, Drillerier og Besværligheder. Var inde hos Lunau at købe Handsker, den unge Lunau fløj mig næsten i Møde. Var meget sulten til den gode Middag på Grand Hotel da jeg ikke havde spist i 9½ Timer, fik Æg i Ris og Karry blandet med Trøfler og små Stykker Hummer. Den pæne Direktør Rasmussen talte jeg noget med. Befinder mig så behageligt på Grand Hotel. På Teatret så jeg Paul Sarauws ikke videre originale Peter den Store. Karl Jørgensen var en vigtig Hjerteknuser i Hovedrollen, jeg vidste ikke før, at Starck kunne være morsom, hans moderne københavnske Læge var taget lige på Kornet. Fru Lauritzen er en fremragende Kunstnerinde, hvor er Lauritz Jensen morsom.

Skuespillerne Henny Lauritzen (1867-1938) og Aksel Bro (1893-1971) i Peter den Store på Odense Teater. Fotografi 1931. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti