7. Oktober 1894

Besøg hos Wilhelm Wiehe.

Jeg gik en lang Tur efter Frokost med Flemming Lerche. Med Preben gjorde jeg en Del Pligtvisitter og halv seks gik jeg op til Wilhelm Wiehe for at bede ham om nogle Timers dramatisk Undervisning. Det var han villig til når han fik lidt bedre Tid, nu var han i Færd med Indstuderingen af mange Roller særlig nu til Bjørnsons Gæsteoptræden. Der er noget så åbent og hjertevindende ved Wilh. Wiehe, han lever helt i Kunsten, som han elsker over alt andet, den tragiske Muse, hvis ypperste Dyrker han for Tiden er her hjemme, bæres oppe af ham på Scenen i Jernbanegaden: ”De gør Dem intet Begreb”, sagde han til mig, ”i hvilken Grad jeg er glad ved atter at betræde Dagmarteatrets klassiske Brædder og få virkelige kunstneriske Opgaver, jeg hungrede og tørstede efter Kunsten de to År ved Casino, tænk Dem at ofre sig for Roller som Columbus og Greven af Monte Christo! Til det Kongelige Teater vil jeg ikke, der står alt stille, på Dagmarteatret arbejdes der og der bliver jeg.” Og dog, hvad så denne udmærkede Skuespiller end siger, når det kgl. Teater ad Åre åbner sine Porte for ham flyver han dog derind. Jeg spiste med Preben på Phoenix og havde det meget rart med Samtale om Fremtidsplaner.

Skuespilleren Wilhelm Wiehe (1858-1916). Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti