8. Maj 1946

Gik langs Søerne, og Drømme fra længst forsvundne Dage kom op i mig, jeg mindedes en Sommeraften 1889, da jeg havde været i Dagmarteatret og set Wilhelm Wiehe i Ludvig den 11tes Ungdom; efter Forestillingens Slutning fulgte jeg efter ham på Afstand. Han gik med nogle andre, så en Gang efter mig, jeg fulgte til han standsede [i] Nørresøgade, lige ved Irvingianerkirken, der var åbenbart hans Hjem, ak i gamle, uskyldige i enhver Henseende rene Ungdommens Dage, hvorfor blev jeg ikke ved at være således. Tænkte på, hvor meget Fader ødelagde for mig dengang, navnlig ved aldrig at lade mig i Fred.