9. December 1946

Hans Starck kommer på besøg.

Havde Besøg af Starck, hvem jeg lovede nogen økonomisk Hjælp, da han længe havde været uden Engagement; ikke siden han rejste i Provinserne med Erik Lassen og spillede i Ebberød Bank; det at han nærmer sig de 60 bevirker, at han vanskelig kan få Engagement. Starck var fuld af Bitterhed mod alt og alle, således som han plejer; mærkeligt nok ikke mod Pressen, for da jeg talte med ham om Bladanmeldernes skændige Forfølgelse af Don Carlos-Opførelsen, udtalte han, at Pressens enstemmige Fordømmelse af Forestillingen var vel fortjent, da det hele var skandaløst, som han kaldte det, særlig fordømte han Per Knutzons Ligegyldighed ved den Lejlighed og den uheldige Idé at lade den ganske uprøvede Fridberg foretage Iscenesættelsen; jeg må dog give Starck Ret i, at Opførelsen i Odense var bedre end den på Allé-Scenen,. Starck går hver Dag i Stranden hele Vinteren fra Badeanstalten ude på Amager; ofte i mange Graders Frost; han påstod, at det ikke alene påvirkede hans legemlige Befindende, idet han blev meget varm efter det isnende Bad og Gangen hen ad den lange Bro til den opvarmede Kabine; men Badet hjalp også lidt på hans triste Sindsstemning; det var hans eneste Hjælp. Starck talte om Menneskenes Forråelse efter den anden Verdenskrig; jeg forsøgte at opmuntre min Gæst ved at vise ham den pæne Omtale af ham i Paul Dreyers Skildring af Odense Teater i Sæsonerne siden 1914, men det hjalp ikke; han er nemlig ikke tilnærmelsesvis så forfængelig som Karl Gustav; han blev dog glad ved, at jeg gav ham noget af den sjældne Vare, Chokolade.

Skuespilleren Hans Starck (1888-1961) i teaterkostume. Fotografi 1934. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti