Preben og jeg gik med Sophus hen i Dagmarteatret at se det nye svenske Stykke Fætter Georg. Det indeholder en hel Del lattervækkende Scener og det blev spillet godt af Dagmarteatrets flinke Skuespillere. Neumann vakte i en stærkt karikaturagtig Rolle ustandselig Moro.
Med Moder var Preben og jeg henne at se Førsteopførelsen af Macbeth. Nu da Det Kongelige Teater aldrig spiller andet end Tragedier bliver der da endelig Anvendelse for Fru Nyrup, der som Lady Macbeth ret af Hjertens Lyst slog sig løs.
Efter Frokost gik jeg hen i Strandstræde 10 for at høre om jeg kunne træffe Solodanser Hans Beck. En ung Pige åbnede for mig og sagde at Hans Beck først var hjemme Klokken 4. Så gik jeg op i Café Bernina og sad der en Times Tid og så ud at besøge Søstrene på Nørregade.
Jeg så på Det Kongelige Teater Holbergs Don Ranudo. Det er det mindst morsomme af Holbergs Stykker, egentlig en Tragikomedie, og det har ikke været opført siden 1826.
Med Moder, Preben, Hans og Hansen var jeg i Det kongelige Teater for at se Balletten Blomsterfesten i Genzano. Det var en Nydelse lige fra først af, men den kulminerede da Valborg Jørgensen og Hans Beck viste dem på Scenen.
Om Aftenen var jeg henne at høre Grandjeans nye Opera Oluf, hvori Herold glimrede i Hovedpartiet.
Klokken 8 i Morges cyklede Sophus Scavenius, Preben og jeg ud til Trudsholm at besøge Henrik Scheel, vi spiste ham næsten ud af Huset, så sultne vare vi. Vi vare i København igen til Teatertid og alle tre samt Haffner gik vi til Et Folkesagn der genopførtes i ny Indstudering.
Jeg var oppe hos en fattig Familie, hvis Fader pludselig faldt død om forleden i Istedgade og har efterladt sine i den yderste Elendighed. De blev meget glade over den ringe Hjælp, jeg ydede dem. Telegrafen meddeler at Kammerherre Fallesen er afgået ved Døden.
Borgmester Chemnitz i Haderslev er bleven afskediget som følge af hans brutale Adfærd overfor de danske Skuespillere. Der kan man dog se at det var ganske godt vi for en Gangs Skyld satte os på Bagbenene, ellers var den Sag helt dødt hen.
I Det Kgl. Teater var jeg til Stede ved Førsteopførelsen af Emma Gads Rørt Vande. Kommandørindens nye Lystspil forekom mig endnu mere dilettantisk end hendes tidligere Arbejder og Satiren over en vis litterær Klikes løse Ægteskabsforhold var hverken dyb eller rammende, knap nok morsom.
Vi spiste med Forældrene og var henne i det kgl. Teater og så Hetzes poetiske Kong Renés Datter og Holbergs De Usynlige. Fru Hennings var vidunderlig dejlig som den blinde Jolanthe, men stod desværre uden nævneværdig Støtte fra de andre agerendes Side.