Om Aftenen så jeg Erasmus Montanus og Henrik og Pernille, det var meget Holberg på en gang, men af Holberg får jeg ikke let for meget, især når han bliver tolket som på Det kgl. Teater. Olaf Poulsens Per Degn og Jerndorfs Leonard er noget man vil huske.
Jeg spiste med Wittrup på d’Angleterre og var så med ham og Haffner henne at se Tolstojs Opstandelse. Fru Emma Thomsen havde Hovedrollen og ydede stor og gribende Kunst.
Preben, Graae og jeg var henne i det kgl. Teater til Premiere. Der gik et nydeligt Stykke af en ganske ung Forfatter, Aage Barfod, hvis Moder var en Andersen, en Kusine til Oberst Graae. Stykket blev fortrinligt spillet.
Jeg gik op til Winkel & Magnussen for at se på de Billeder, der i morgen skulle sælges ved Ingeniør Rumps Auktion. Jeg anmodede Winkel om at skaffe mig et Par Tegninger af Eckersberg og Constantin Hansen.
Komtesse Lerche spiste hos os og gik med os andre, Faderen fraregnet, han sætter jo aldrig mere sin Fod i Teatret, hen at høre Dalen, en Forestilling vi alle havde Udbytte af, selv den søde Moder, der foretrækker ”rolig” for oprivende” Stykker.
Om Aftenen var vi henne at se Michaëlis' Et Revolutionsbryllup. Det bedste ved Forestillingen var Fru Nansens Spil. Meget virkningsfuld var den Scene, hvor man fra Slottet hører de Revolutionære nærme sig under Marseillaisens Toner.
Jeg kørte med den Gamle per Automobil ud til Dalsborg. Luften var som ladet med Elektricitet inde i Vognene, da den Gamle gnistrede af Arrigskab, og jeg hævnede mig ved at sige Ting, som jeg vidste var ham ubehagelige at høre på men ladende som jeg var bona fide.
Var om Morgenen henne at hente 3 Hold Billetter. Graae afhentede mig i Kronprinsessegade og gik sammen med mig ud at se til Fru Graaes Grav. Så gik vi til Gammeltoftsgade, hvor Kai og Bent allerede sad og ventede på os.