Op i det hyggelige og elegante Hotel Bristol, hvor jeg traf Allerup oppe hos Paul Reimers. Allerup gik hurtig, og så gik Paul og jeg hen i Skandinavisk Musikhandel. Begge Cheferne er nok des notres, hvad jeg nok kunne mærke, da jeg havde fået det at vide, den yngre er køn.
Kl. 5 var jeg ude på Bristol hos Paul Reimers, der var ved at pakke ind til Afrejsen med Nattoget til Berlin. Fredag kommer han tilbage til sin Lørdagskoncert, hvor jeg dog gerne ville være her til den Tid, men så skal jeg plages hjemme meed Konulenter og Fjerkræmøde.
Besøgte Ehlers, der med Besvær overfor mig søgte at skjule sin Jalousi over Paul Reimers. Paul mente, at Ehlers havde gjort hvad han kunne for at skade ham. Ehlers skulle efter Pauls Opfattelse, som Følge af snobbet Beundring, være helt anderledes over for mig end over for andre.
Og så havde jeg netop talt så meget om ham med Houmark, da han er Viggo Jarls faste Forbindelse, de er gamle Klassekammerater og have stået i Forhold til hinanden lige siden dengang, han hørte uden Forbavselse på det, da jeg fortalte ham, at Viggo Jarl kom til Lundsgaard til Sommer.
Hjem på Hotellet at drikke en Kop Havresuppe, som jeg måtte vente længe på. Så ud i Rosenvænget til Viggo, der havde en af sine mauvais jours, på hvilke han stadig glider mig ud af Hænderne og er som mange Mile fra mig.
Sad i Ro om Formiddagen og læste i Prosper Mérimées Breve. Efter Frokost tog jeg et Automobil og kørte ud til Rosenvængets anden Tværvej 39A og ringede på udenfor Viggos Atelier, jeg er det eneste Menneske, han har givet Lov til at komme ind og se på hans Arbejde.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.