Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?
Skrev til Starck og forklarede ham, at Jernbanebilletter og Hotelregninger betales kontant, det gale Menneske vil tage til Paris i Sommer, naturligvis i Forventning om, at jeg betaler; hvad der vel også bliver Enden på det; men lidt Princip må der dog til i Galskaben.
Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?
Atter Uro i Frankrig, Blums højre Hånd, Indenrigsminister Salengro har taget sig af Dage ved Gasforgiftning, efter at hans politiske Modstandere have beskyldt ham for at være deserteret under Verdenskrigen og være løbet over til Preusserne. Hvorledes er det mon med denne Desertion?
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.