Efter Bordet sad vi inde i Dagligstuen indtil vi skulle køre til Teatret. Der gik Gounods Opera Romeo og Julie, der var ganske godt besat, ikke mange Bekendtere: Tante Polly og Frederik, Fru Grøn med Datter og Greve og Grevinde Raben.
Preben og jeg var i Casino og betalte Billetterne selv. Der gik Erik Bøghs gamle bekendte Eventyrkomedie Kaliffen på Eventyr. For mange År siden som ganske lille så jeg det, Tiderne skifte, nu er man selv og Folk i det hele taget mere forvænt.
Tante Line bor hos os i denne Tid, hun er så rar, det er så yndigt når hun er her i Besøg, hun bliver her som sædvanligt en Måned. Graas kommer i Følge Indbydelsen til Middag, men Moder og Tante Line kunne naturligvis ikke gå med i Teatret, Preben og jeg var der derfor alene med Graaes.
Det er nu igen begyndt at gå godt i Græsk. Mathiesen har givet os fri både for Fransk og Stil til den første Dag efter Fastelavnsfesten.
Vi begyndte med romersk Bad og kom hjem med god Appetit til Teen. Efter Frokost gjorde vi Visit hos Bedstefader, med hvilke to + Frederik vi gik en lille Tur, derpå var vi alle uden Bedstefader henne at se Kæmpen i National, på Hjemturen var vi inde hos Konditoren på Amagertorv.
Der forhandles i denne Tid meget i Rigsdagen angående det kongelige Teaters Monopol, i Privatlivet tales der også ivrigt derom.
Min Maskeradedragt bliver elegant, jeg har fået Brev fra Børresen om, at han har været i Dagmarteatrets Garderobe for at se Originalen, efter hvilken han nøjagtigt vil sy den: Blå Silkefrakke, hvid Silkevest og ditto blå Benklæder.
Jeg glædede mig hele Dagen til Dronning Margareta. Vi gik til Enden af Langelinie, på Hjemturen mødte vi Grev Moltke-Huitfeldt med Allan. Gennem mange Smågader gik vi til Sølvgade for at besøge Tante Sophie.
Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?
Morer mig over Det Kongelige Teaters Skuespillere. Ved sidste Folketingsvalg gik de med bram og brask til Valg højt proklamerende at de ville stemme socialdemokratisk.
Det er nogle ordentlige Spektakler på Det kgl. Teater i Anledning af Adam Poulsens Udnævnelse til Teaterchef, der er en almindelig Udvandring af de bedste Kræfter fra Teatret.
Både de københavnske og Odensebladene have lange Artikler om mit Tilskud til det Odense Teater, alle fulde af Ros, dog råber Fyens Venstreblad Vagt i Gevær og forlanger, at jeg ikke må få alt for megen Indflydelse på Repertoiret, der ikke må blive for ensidigt.
Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
I Anledning af mine Udtalelser til Fyns Stiftstidende fik jeg smukke Breve fra Teatrets Kunstnere, et særlig smukt fra Fru Berthelsen-Grünwald.
Langt interessant Brev fra Preben om de politiske Forhold i England, han mener det engelske Folk vil feje den socialistiske Regering væk ved næste Valg, den har såmænd også gjort Ulykker nok, den engelske Flåde er nu mindre end den amerikanske, og Indien er ved at glide John Bull ud af Hænderne.
Havde en længere Samtale med Redaktør Nielsen angående Situationen, desværre bliver der temmelig sikkert lockout. Var i god Tid færdig til jeg skulle køre til Odense og tog afsted Kl. 2.
Arbejdede på Generalen og kørte så til Odense, hvor jeg var henne at besøge Starck. Han har fået en god Lejlighed i Christiansgade med en yndig Udsigt til Muuses gamle Have, fra Sovekammeret ser man Nyborg Landevej.
Det var velgørende at sidde i den lune Kirke, hvor der var opvarmet. Pastor Nielsen tordnede løs mod det nye Forlystelsesetablissement, der lige er åbnet i København, National-Scala, der har kostet 9 Millioner og kan rumme Tusinder af Mennesker, og det midt i Dyrtiden.