I det hele taget står jeg egentlig ikke i så godt et Forhold til mine Kammerater for Tiden, som hele forrige Skoleår og Begyndelsen af dette, om Skylden er min er vanskelig at sige, men et er sikkert jeg drages nu mere til København.
Det lader næsten til at Boulanger skal blive Diktator eller Kejser af Frankrig, nu er han i Seinedepartementet bleven valgt ind i Kammeret med 80000 Stemmers Majoritet, Republikken synger vist på sit sidste Vers.
Der forhandles i denne Tid meget i Rigsdagen angående det kongelige Teaters Monopol, i Privatlivet tales der også ivrigt derom.
Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?