Fra Manuduktøren, hvor jeg ikke kunne et levende Ord, gik vi til Niels Juelsgade, hvor vi traf Onkel Preben og Sigismunda Schulin. Så kørte vi med Moder, Hans og Frøken Blumer hen til Nørre Farimagsgade for at de alle kunne hilse på Graaes.
I Dag har jeg fordrevet Dagen under en fortsat lys og lykkelig Stemning. Selv Besøget hos Fader i Morges var jeg tilfreds med, jeg gik for Resten tidligt derfra for at spille Tennis med Gohr.
Efter at have fuldendt Engelsktimen hos Fugl gik jeg hen for at tage Billetter til Miss Helyett på Casino til Preben (mærkelig Distraktion) Haffner og mig. I Strandstræde så jeg Prinsesse marie spadsere med en lille Dreng ved hver Hånd, de er så søde hendes Børn.
Direktør Abrahams var hos Forældrene i Niels Juelsgade til Middag og som altid underholdenende.
Om Aftenen gik jeg ud i Folketeatret og så Lykke-Pers Rejse, en Eventyrkomedie af Strindberg, rigtig pæn, sat udmærket i Scene og spillet godt, særlig for den unge Birchs Vedkommende. Han havde Hovedrollen.
Jeg var hjemme hos Graaes til Middag og gik hen på Folketeatret, hvor jeg så Bauditz’ Roman Krøniken fra Garnisonsbyen i dramatiseret Skikkelse. Jeg havde megen Fornøjelse af at se Stykket. Det foregår 1863-64 og det er som slog den én et Pust i Møde fra hin Tid.
Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.
Til Middag kom Haffner der ville på Komedie med os andre. Marer kom lidt efter at vi havde spist. Han ville også hen i Folketeatret og se En fattig ung Mands Eventyr, han fulgte så med os. Særlig Fru Rosenberg lagde megen Poesi ind i sin Rolle.
Inde på A Porta talte jeg med Abrahams, hvis små spillende, ikke tillidsvækkende Øjne lyste helt fornøjede trods den noget uheldige Begyndelse på Teatersæsonen, han har sikkert et Kassestykke i Baghånden.