Jeg så på Det Kongelige Teater Holbergs Don Ranudo. Det er det mindst morsomme af Holbergs Stykker, egentlig en Tragikomedie, og det har ikke været opført siden 1826.
Med Moder, Preben, Hans og Hansen var jeg i Det kongelige Teater for at se Balletten Blomsterfesten i Genzano. Det var en Nydelse lige fra først af, men den kulminerede da Valborg Jørgensen og Hans Beck viste dem på Scenen.
Derfra gik jeg i Dagmarteatret, hvor jeg kom til anden Akt af Fætter Georg. Ved Siden af mig sad Charlotte Holm, som jeg havde set sidst for 4 År siden, den Sommer jeg var bleven Student.
Om Aftenen var jeg henne at høre Grandjeans nye Opera Oluf, hvori Herold glimrede i Hovedpartiet.
Klokken 8 i Morges cyklede Sophus Scavenius, Preben og jeg ud til Trudsholm at besøge Henrik Scheel, vi spiste ham næsten ud af Huset, så sultne vare vi. Vi vare i København igen til Teatertid og alle tre samt Haffner gik vi til Et Folkesagn der genopførtes i ny Indstudering.
Jeg var oppe hos en fattig Familie, hvis Fader pludselig faldt død om forleden i Istedgade og har efterladt sine i den yderste Elendighed. De blev meget glade over den ringe Hjælp, jeg ydede dem. Telegrafen meddeler at Kammerherre Fallesen er afgået ved Døden.
Borgmester Chemnitz i Haderslev er bleven afskediget som følge af hans brutale Adfærd overfor de danske Skuespillere. Der kan man dog se at det var ganske godt vi for en Gangs Skyld satte os på Bagbenene, ellers var den Sag helt dødt hen.
Et Sidestykke til Fader så jeg i Aften på Dagmarteatret i Edgar Høyers nye Stykke Etatsrådens Stiftelse. Departementschef Andersen forfølger ligesom han med blindt Had alle de nye Bevægelser i Tiden, kun det, som havde Kurs i hans Ungdom duer til noget.
Jeg var for anden Gang henne at se Etatsrådens Stiftelse på Dagmarteatret. Stykkets vittige Dialog og på sine Steder ret rammende Satire morede mig atter.
Med Godske-Nielsenerne var jeg en Tur ude at vandre på Landet og spiste Middag hos Moder. Med Moder og Frøken Bluhme havde jeg en ivrig Diskussion om det evindelige Ægteskab. Så var vi alle henne i Dagmarteatret for at se Oehlenschlägers Tordenskjold.
I Det Kgl. Teater var jeg til Stede ved Førsteopførelsen af Emma Gads Rørt Vande. Kommandørindens nye Lystspil forekom mig endnu mere dilettantisk end hendes tidligere Arbejder og Satiren over en vis litterær Klikes løse Ægteskabsforhold var hverken dyb eller rammende, knap nok morsom.
Om Aftenen var jeg med Preben henne at se Etatsrådens Stiftelse. Man kan ikke nægte, at det jo er med meget Humør og Vid at Overretssagfører Edgar Høyer i dette Stykke revser den gamle Generations Bornerthed og Mangel på Forståelse overfor Rørelserne hos de Unge.
Jeg gik en Tur med Faderen. Om Aftenen var jeg henne at se Fætter Georg. Albrecht Schmidt havde arvet Titelrollen efter Martinius Nielsen og var adskillig naturligere end Forgængeren. Af Bekendte traf jeg i Teatret Wiehe og Carl Behrens.
Vi spiste med Forældrene og var henne i det kgl. Teater og så Hetzes poetiske Kong Renés Datter og Holbergs De Usynlige. Fru Hennings var vidunderlig dejlig som den blinde Jolanthe, men stod desværre uden nævneværdig Støtte fra de andre agerendes Side.
Forældrene ligge ude på Rheden med Gæa. Jeg var derfor sammen med Preben ude at besøge dem. Vi kørte alle 4 ud ad Strandvejen. I Taarbæk besøgte vi Alfred Benzons. Hvor er den permanent hvidklædte Fru Benzon dog yndig.
Jeg kørte en Tur med Moder ud til Runddelen, hvorefter vi spadserede gennem Frederiksberg Have og Søndermarken. Om Aftenen så jeg på Dagmarteatret Professor Crampton. Hvad der mest glædede mig ved denne Forestilling var [at] se Schyberg som Elskeren.
Så på Dagmarteatret Zakarias Nielsens ret tarvelige Ellen Vaage. Udførelsen bødede ikke på Stykkets Mangler.