Albert hjalp mig med at hænge Uniformen og alle Ordnerne på. Hans og jeg kørte i god Tid ned at modtage Kongen på Aasø Skibsbro, Amtmanden og Borgmesteren var der alt. Kongen kom per. Torpedobåd og blev sat i Land af en Minekran.
Ude på det ihærdigt arbejdende Betty Nansen Teater så jeg Bjørnsons Daglannet, hvor er der meget i dette Stykke, der minder om Forholdene på Tranekær. Ragna klædte Betty Nansen. Rart at gense Oda Nielsen, hvor er det meningsløst, at hun ikke er ved noget Teater.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Et Kvarter over 2 satte Moder og jeg os ind i Kareten, Kirstine sad på Bagsædet, og så rullede vi ned ad Banken. I Byen stod Folk i Vinduerne for at se vor Bortdragen. På hele Strækningen ned til Broløkke så vi kun en Mark, hvor Kornet ikke var bragt ind.
Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.
Viggo kom ind til mig om Morgenen i min Stue og hilste mig som altid med et Kys. Da vi havde siddet lidt og talt gik vi rundt at se Huset, vi var helt oppe i Prebens og min gamle Dagligstue. Så på Malerierne i Underværelserne.