Spiste min Middag her på Hotellet og så derefter Penelope på det Kgl. Teater – et temmelig tomt og tyndt Lystspil, der stærkt grænser til Farcen – det sørgelige er, at vore kongelige Skuespillere netop spiller den Slags Stykker á la perfection.
Spiste Frokost hos Haffner og tog så derfra ud til Fru Aggersberg og Fru Wittrup. Inden jeg begav mig til Eftermiddagsforestillingen på Det Kgl. Teater gik jeg op at tage Afsked med Fru de Gohr, der var meget bevæget ved Afskeden.
Tog ind på Hotel Bristol, der tiltalte mig så meget dengang Reimers boede der, at jeg besluttede at benytte det i Fremtiden. Fik et meget stor, elegant og hyggeligt Værelse.
Var til Møde hos Grosserer Boas i Hvile- og Rekreationshjemmet og derfra hen at se [at se] Genboerne. Det var de unge, der havde overtaget Rollerne, af de gamle var kun Olaf Poulsen tilbage som Løjtnant Buddinge. I Mellemakten havde jeg en interessant Samtale med Oberst Rist.
Til Middag kom die gute Wimpffen og Annie Scavenius.
Spiste hos Haffner og var bagefter med ham henne at se Ambrosius på Dagmarteatret.
Af Aviserne ser jeg, at Dagmarteatret for Tiden opfører Hostrups Under Snefog. Hvor husker jeg tydeligt Stykkets første Opførelse i 1888 med den fint afstemte Blochske Iscenesættelse af Datidens udmærkede Skuespilleres Spil.
Forholdt mig temmelig roligt i dag, havde en god Aften i Altonaer Stadttheater med Opførelsen af det nye Stykke af Paula Busch og Hermann Stein Akrobaten, Stykket er lidt naivt, men taler til Hjertet, i alt Fald til mit.
Var til Eftermiddagsforestillingen på Det Kongelige og så Johannes Magnussens intelligente Hans eneste Kone. Poul Reumert og Johannes Poulsen var udmærkede i Hovedrollerne.
Stadig utilpas men ikke træt så jeg kunne læse godt – Peter Hansens Theaterhistorie. Spiste en god Middag på Hotellet og var så ude i Det Ny Teater for at se nøjere på Det Kongelige Teaters nye Akkvisition, Frøken Ungermann, der tiltræder næste Sæson.
Så var jeg henne at se Sparekassen og glædede mig over Det Kongelige Teaters Stab af unge Kunstnere, Ingeborg Larsen, Johannes Poulsen og Poul Reumert. Der er lidt vemodigt ved at se Olaf Poulsen, for man siger til sig selv, måske bliver det sidste Gang.
Houmark ventede Direktør Ivar Schmidt fra Det Ny Teater – for at læse Hans Lützow for ham. I øvrigt ville han på den ene Side helst have sit Drama frem på Det Kgl. Teater.
I Det Kongelige Teater så jeg Otto Benzons Forår og Efterår, et af den Slags Stykker, der for Det Kongelige Teater er som Fod i Hose. Hvor er Poul Reumert charmerende og mindede om Faderen i dennes unge Dage, blot en forfinet Udgave af Fader.
Spiste Frokost hos Haffner og var så til Te hos Albrecht Schmidt ude på Lykkesholms Alle. Han var meget glad ved sin optræden i Jeromes Den sidste Gæst, som jeg lover mig meget af i morgen.
Så var jeg ude hos Viktor Lange, den gammelkendte ”Ørelæge” og afleverede Veisses Brev. Han er den gammeldags Lægetype, fuld af faderlig overstrømmende Velvilje og med et endeløst Snakketøj, han var i høj Grad laudator temporis acti.
Købte hos Butz-Møller en Fødselsdagsgave til Faderen og var i Finansministeriet at besøge Haffner, så hen til Frøken Jarfeldt i Frederiksberggade at blive manicureret og pedicureret.
Havde Næseblod om Morgenen efter at have ligget med Hovedpine i Nat. Jeg var henne til Palais-Koncerten. Schnedler-Petersen fremførte Tchaikovskys smukke Symfoni Nr. 6. Der var som altid fuldt Hus.
Spiste som sædvanlig her på Hotellet og var bagefter til Premieren på Det Kongelige Teater, hvor afdøde Hjalmar Bergstrøms Prøvens Dag blev opført.
Med Moder på Amalienborg og fulgte med hende hjem, hvor Lisbeth og begge Frøkenerne Wimpfen sad oppe i Faderens Stue. Efter Middag var jeg med begge Damerne til Det gamle Spil om Enhver, der lod til meget at interessere begge Parter.
Var til Eftermiddagsforestilling på Det Ny Teater og så Palle Rosenkrantzes Den bestøvlede Kat. Albrecht var blevet ganske slank og gennemført katteagtigt udseende, det er egentlig et rigtig godt Stykke, jeg morede mig godt.